Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

Mon vi kunne genkende vore Venner

I Johannesevangeliet (s12, 26l læse vi: "Om nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal og min Tjener være"?

Mange attraa at vide, om de ville være i Stand til at genkende deres kære, deres Venner, i Himlen. Vi læse i Matthæusevangeliet (8,11): "Jeg siger eder, at mange skulle komme fra Øster og Vester og sidde til Bords med Abraham, Jsak og Jakob i Himmeriges Rige". Vi se, at Abraham, der levede saa mange hundrede Aar før Kristus, var den samme som før og ikke havde mistet sin Personlighed. Abraham, Isak og Jakob, med hvilke de andre skulde sidde til Bords, vare Abraham, Isak og Jakob i alle Maader som tilforn og vel kendte under disse samme Navne. Og naar vi henvende vor Opmærksomhed paa den underfulde begivenhed, der tildrog sig paa Forklarelsens Bjaerg, saa træffe vi der Moses, som levede femtenhundrede Aar tidligere; Petrus, Jakob og Johannes saa ham, saa ham som Moses, han havde ikke mistet sit Navn. Kristus siger: "Den, som sejrer, skal iføres hvide Klæder, og jeg vil ikke udslette hans Navn af Livsens Bog" (Joh. Aab. 3, 5). Vi have altsaa Navne i Himlen, vi skulle have enhver især vore kendte Navne og genkendes. I en af Davids Salmer læse vi: "naar jeg vaagner, skal jeg mættes ved din Skikkelse" (17,15). Ethvert menneskeligt Hjerte har Mangel som sin Indskrift; men hisset skal der ej være Savn og Mangel; der skulle vi blive mættede. Selv om vi vilde gennemstrejfe den hele Jord fra den ene Ende til den anden, vil det dog aldrig lykkes os at finde nogen eneste Mand eller Kvinde, som er fuldt ud tilfredsstillet og aldrig føler noget Savn; men i Himlen skal os intet fattes. I sit første Brev skriver Apostelen Johannes, idet han henvender sig til Jesu Disciple: "I" elskelige! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde; men det vide vi, at naar han aabenbares, vi da skulle vorde ham lige, thi vi skulle se ham, som han er. Og hver, som har dette Haab til ham, renser sig selv, lige som han er ren". (1. Joh, 3, 2—8).

Tilmed synes det meget sandsynligt - ja jeg tror, at det siges udtrykkeligt i den hellige Skrift - at ikke saa mindre aarvaagne Kristne ville komme i Himlen. En stor Del ville komme ind; som da Loth blev frelst fra Sodoma, "som gennem Ild". De skulle komme ind som med Nød, men de ville ikke erholde en frydefuld Ærens Krone. Men ikke kunne alle og enhver fare ind i Himlen. Der er mange, som ikke ville indgaa i den. Der gives som bekendt saadanne, som forsikre, at de skulle nok indkomme i Himlen, enten de saa have omvendt sig eller ikke. De mene, at de ere allerede under Vejs dertil; alle, sige de, baade gode, onde og ligegyldige skulle arve Riget, de selv ogsaa; der er ingen Forskel. De gøre med andre Ord - om det maa være mig tilladt at tale saa uforbeholdent - Gud til en Logner.

"Vi tro paa Guds Barmhjertighed," sige de. Sandelig, ogsaa jeg tror paa Guds Barmhjertighed. Men jeg tror ogsaa paa Guds Retfærdighed, og jeg holder for, at Tilstanden i Himlen vilde blive endnu værre, end den er paa denne Jord, saafremt uigenfødte Mennesker fik Lov til at færdes der. Hvad vilde der blive af denne Verden, saafremt et Menneske skulde faa Lov til at leve evigt her i idel Synd? Det tykkes mig, at det vilde blive et ligefremt Helvede. Tænk lidt over dette vort Lands Historie; tænk paa nogle af dem som have levet her. Sæt nu, at de aldrig døde, men vedbleve at leve bestandig i lutter Synd og Oprør mod Gud, kan du da tænke dig, at Gud skulde modtage disse Mennesker, som have ringeagtet hans Søn, som have vendt Ryggen til hans Naade og Frelse, som have traadt hans Lov under Fødder og stadig levet i Ulydighed mod hans Bud - kan du tænke dig, at Gud skulde uden videre give dem Lod og Del i sit Rige og lade dem leve der i al Evighed? Ingenlunde.